#4: Kropsaccept

 

At få et mere afslappet forhold til mad er noget, der står højt på mange menneskers ønskeliste – specielt hvis de i mange år har kæmpet en daglig kamp mod maden. Men er det overhovedet muligt at få et afslappet forhold til mad uden også at arbejde med sit forhold til kroppen? Det mener vi som udgangspunkt ikke, at det er. I dette afsnit af Det Vægtneutrale Hjørne sætter vi derfor fokus på det andet ud af de tre fokusområder inden for den vægtneutrale tilgang, nemlig kropsaccept. Vi snakker om, hvorfor kropsaccept er så vigtigt at arbejde med, hvis man ønsker at få et mere afslappet forhold til ikke kun ens krop men også mad, og hvilke redskaber man kan bruge, hvis man ønsker at hjælpe enten sine klienter eller sig selv til større kropsaccept og kropsrespekt.

I afsnittet kommer vi altså bl.a. ind på:

  • At kropsudtilfredshed desværre er et enormt udbredt fænomen i vores vægt- og diætfokuserede samfund, og at det har store konsekvenser for vores specielt psykiske helbred
  • At de fleste mennesker lærer i en meget tidlig alder, at det er godt at være tynd og dårligt at være tyk, og at dette har en negativ indvirkning på vores selvbillede
  • At kropsaccept er en nødvendighed, hvis man ønsker at få et mere afslappet forhold til mad, krop og vægt
  • At ikke alle mennesker har lige let ved at acceptere og respektere deres krop, fordi de konstant skal kæmpe mod samfundets syn på dem
  • At kropsaccept ikke handler om at elske sin krops udseende men derimod om at behandle den med respekt og omsorg
  • Hvilke redskaber man bruger til at hjælpe sine klienter eller sig selv til at få et bedre forhold til sig selv og sin krop 

Vi håber selvfølgelig, at du har lyst til at lytte med – og er du interesseret i at læse mere om den vægtneutrale tilgang til sundhed, så kan du gøre det på vores hjemmeside www.vaegtneutralsundhed.dk. Du er også mere end velkommen til at følge vores facebookside Vægtneutral Sundhed eller vores instagramside @vaegtneutralsundhed

Har du lyst til at støtte vores arbejde med podcasten kan du desuden gøre det med et fast beløb per afsnit på www.10er.dk. Pengene går ubeskåret til at holde podcasten ved lige, og vi sætter pris på ethvert bidrag! ♥

Kærlig hilsen
Anne & Karin