Hvad vil det sige at have et naturligt forhold til mad?

af | jan 28, 2019

Det er på mange måder kommet på mode at skulle have et naturligt og afslappet forhold til mad. Men hvad betyder det egentlig, og hvordan ved man, hvornår man er i mål?

Rigtig mange af de kvinder, der opsøger min hjælp, har et enormt anstrengt eller decideret forstyrret forhold til mad. Måden dette typisk kommer til udtryk er ved, at de tænker på mad mere eller mindre konstant, at de ofte ender med at overspise, og at de går rundt med nærmest kronisk dårlig samvittighed.

En af de primære ting, jeg hjælper mine klienter med, er derfor at få et mere naturligt og afslappet forhold til mad. Men hvad vil det egentlig sige at have et naturligt og afslappet forhold til mad?

I min optik er det at have et naturligt og afslappet forhold til mad netop det man har, når man spiser helt normalt (hvilket netop er det, man gør, når man spiser intuitivt). Jeg er personligt ret vild med Ellyn Satters definition af normal spisning fra bogen Secrets of Feeding a Healthy Family. Her definerer hun normal spisning på følgende måde:

  • At gå til bordet sulten og spise, indtil du er tilfreds.
  • At være i stand til at vælge mad, du nyder, spise det og virkelig få nok af det – og ikke bare stoppe med at spise, fordi du føler, at du bør.
  • At være i stand til at tænke over dit valg af fødevarer, så du får nærende mad, men ikke at være så forsigtig og restriktiv, at du går glip af nydelsesrige fødevarer.
  • At give dig selv tilladelse til at spise nogle gange, fordi du er glad, trist, keder dig eller bare fordi, det føles godt.
  • At spise tre måltider om dagen, eller fire eller fem, eller vælge at snacke i løbet af dagen.
  • At efterlade nogle småkager på tallerkenen, fordi du ved, at du altid kan få nogle igen i morgen, eller at spise mere nu, fordi de smager så vidunderligt.
  • At komme til at overspise nogle gange, føle dig proppet og ubehageligt til mode, og komme til at underspise andre gange og ønske, at du havde mere.
  • At stole på at din krop nok skal rette op på de små fejl, du laver i din spisning.

Det handler om at være fleksibel

At have et naturligt og afslappet forhold til mad handler altså i høj grad om at kunne være fleksibel i forhold til sin spisning. Der er desværre rigtig mange mennesker, der tror, at det at spise intuitivt udelukkende handler om at spise, når man er sulten, og stoppe med at spise, når man er mæt. Men sådan forholder det sig altså langt fra!

Selv de mest intuitive spisere ender nemlig ind imellem med at spise sig lidt for overmætte, fordi maden f.eks. bare smagte alt for godt, eller de spiste på deres følelser – og det er helt okay! At lære at spise intuitivt handler på ingen måde om at lære at spise perfekt. Det handler derimod om at lære at lytte til sin krop og stole på, at den nok skal guide én i den rigtige retning – selv hvis man ind imellem kommer til at spise lidt for meget.

Det der for alvor karakteriserer et naturligt og afslappet forhold til mad er derfor nok i virkeligheden evnen til at kunne sige PYT og komme videre med sit liv i stedet for at bruge resten af dagen på at bekymre sig eller forsøge at kompensere på den ene eller anden måde. Det er netop evnen til at kunne rumme ikke at spise perfekt.

Så hvordan ved man, hvornår man reelt set er i mål? Det gør man, når tanker om mad, krop og vægt ikke længere fylder så meget i ens hverdag, at det sætter begrænsninger for ens livskvalitet. Når man kan spise et stykke kage uden efterfølgende at blive ramt af et hav af negative tanker, og når man netop er i stand til at sige pyt og komme videre med sit liv. Fordi man netop ved, at hvis man bare forsøger at lytter til sin krop, så skal det hele nok gå.

Hvordan ser et naturligt og afslappet forhold til mad ud for netop dig – og hvor langt er du kommet i din udvikling? Lad mig endelig høre dine tanker i kommentarfeltet nedenfor.

Kærlig hilsen
Anne Skjærbæk


Mit navn er Anne Skjærbæk, og jeg hjælper mennesker, der kæmper med yoyo-vægt, overspisning, følelsesmæssig spisning og madstress, med at få et mere naturligt og afslappet forhold til mad – og jeg kan også hjælpe dig!

Vil du gerne have endnu flere redskaber til at få et mere naturligt og afslappet forhold til mad, dig selv og din krop? Så tag mit onlineforløb Slip madens magt. Hvis du tilmelder mig mit nyhedsbrev, får du endda en rabatkode, som du kan bruge til at spare 500 kr. på forløbet. Du kan læse mere om forløbet på linket herunder: